50 års jubilæum

Hjemstavns- og Spillemandsmuseet 1951
Spillemands-, Jagt-, og Skovbrugsmuseet i Rebild kunne i 2001 fejre 50 års jubilæum, og Rebild Spillemændenes historie er helt fra starten tæt knyttet til museets historie og derfor kunne Spillemændene også fejre 50 års jubilæum.  
En meget vigtig person ved oprettelsen af museet var ildsjælen og spillemanden Evald Thomsen (1913-1993). I starten af 1940’erne satte han sig for at indsamle melodier, gamle noder og instrumenter rundt omkring i Himmerland og Vendsyssel. Han havde allerede som barn fået folkemusikken ind under huden, og han forstod hurtig de mange kvaliteter, der lå gemt i den traditionelle danske spillemandsmusik. Det lå ham meget på sinde at musikken blev brugt - var levende. Derfor iværksatte han i slutningen af 1940’erne musikaftener i Skørping og oprettede ”Himmerlandsforeningen”. Og så i 1951 var Evald Thomsen sammen med Emil Blicher, Gravlev, primus motor i oprettelsen af Spillemandsmuseet, hvor den første bestyrelse med frivillige kræfter selv byggede museet.

     

Evald Thomsen ses i midten med violinen.

Efter mange års glemsel havde den folkelige musik igen fået et samlingssted, - og et spillemandslaug var skabt: ”Rebild Spillemandslaug” eller i folkemunde ”Rebild Spillemændene”. Det var spillemænd som Niels Jørgensen, Suldrup - Jens Lassen, Astrup - Niels Søgaard, Støvring - Justesen, Skørping - Kræn Degn, Jerslev - Kaiser, Sæby og mange andre, der kom for at pleje og viderebringe de gamle musiktraditioner. Også spillemandsslægten Trads, Haverslev fik allerede fra begyndelsen stor indflydelse på traditionerne i Lauget. Af 5 brødre blev det især Otto Trads (1905-1989) der kom til at sætte sit præg på Rebild Spillemændene. Han var i adskillige år leder af orkestret og havde en stor evne til at inspirere og dele sin families musik med andre. 
I starten af 1970’erne fik lauget en tilgang af rutinerede balmusikere, og man delte lauget op i 4 mindre grupper. Disse 4 grupper har som ligeværdige grupper eksisteret side om side, og med respekt for traditionerne er der løbende sket en udskiftning af medlemmer, efterhånden som de gamle spillemænd er gået bort.
Godt hjulpet af ”Folkemusikbølgen”, blev Rebild Spillemændene i 70’erne for alvor landskendte. Det blev til adskillige optrædener i landsdækkende TV og Radio, og Spillemændene turnerede rundt i hele Danmark. Man gav folk en oplevelse af en svunden tid, og man opdagede endnu engang, at et stykke historie man troede var glemt, fungerede i bedste velgående. I gennem årene har Rebild Spillemændene leveret underholdningen og musikken til mange begivenheder. Det er blevet til adskillige udlandsrejser og tit har Spillemændene været i følgeskab med folkedansere fra Rebildkvadrillen som er den faste folkedansertrup på Spillemandsmuseet.
Der er stadig tit bud efter Rebild Spillemændene og i dag spænder Laugets repertoire  meget bredt.  Det er dog først og fremmest Museets ”Søndagsdans” der er grundlaget og fundamentet for Laugets virke, og de 4 grupper i Lauget  spiller på skift til gammeldans i Museets dansesal hver søndag eftermiddag, ligesom der har været spillet siden starten i 1951.
I forbindelse med jubilæet er der udgivet et jubilæumsskrift: "Glimt af Himmerlandsk Folkekultur, før og nu".

 

Bogen koster 130,- kr. (+ evt. forsendelse)
og kan bestilles på Spillemandsmuseet.

Læs mere - Tryk her.

 
Tilbage til Hovedsiden